Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Gensidig dialog er en forudsætning for det gode forældresamarbejde. Vi har et fælles ansvar for, at jeres barn udvikles og trives. Det er afgørende for os, at I som forældre har tillid til os og føler jer velkomne i huset. Samtidig forventer vi, at I orienterer os, hvis der sker noget i familien, der kan have betydning for jeres barns trivsel.

Aula

Aula er vores primære kommunikationskanal. Her kan I kontakte medarbejdere og leder, hvis I har en besked. Det er også her, I indmelder ferie og sygdom, og her vi deler praktiske informationer og sender invitationer til arrangementer ud. 

Vi fører dagbog på Aula med historier og billeder fra dagens aktiviteter  så I kan følge med i, hvad jeres barn laver. Dagbogen udkommer flere gange om ugen, og vi bruger den til at give jer et indblik i hverdagen hos os. 

Forældresamtaler og forældremøder 

Vi holder en opstarts- og statussamtale efter 3 måneder, hvor vi vender, hvordan den første tid i vuggestue eller børnehave er gået. Vi laver trivselsvurderinger på alle børn to gange om året, og som forælder bliver du indkaldt til minimum en trivselssamtale om året. Vi sprogvurderer barnet, når det er tre og fem år. Derudover har vi samtaler ved overgangen fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole. 

Er der noget, du ellers har brug for at vende, er du altid velkommen til at tage fat i en medarbejder og aftale et tidspunkt til dette. Vi arbejder meget med løbende dialog og prioriterer tid til, at der kan tages kortere eller længere snakke om jeres barns udvikling eller andet, som I eller vi har på hjertet. 

Vi holder vores årlige forældremøde i oktober måned, hvor I kan møde hinanden og høre mere fra os om temaer, udvikling og andre overordnede punkter for hele institutionen.

Forældreråd

I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger aktiviteterne og hverdagen her i Børnehuset Rødkilde. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder, og valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Hvis du er interesseret i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan du kontakte vores pædagogiske leder og høre mere. Forældrerådet holder møder fire gange om året.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.

Læs mere om forældreindflydelse på Københavns Kommunes hjemmeside.