Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner

Vi er vilde med højtider og værner om vores traditioner i Rødkilde Børnehus. Vi gør meget ud af at fejre med hinanden og hygge om de store højtider på tværs af huset. Derfor har vi mange traditioner, der følger årets gang, og et par, som er noget helt særligt her hos os. Vi har et tværgående udvalg, der står for at planlægge de pædagogiske aktiviteter og sikre den røde tråd på tværs af hele huset.

Fastelavn

Til fastelavn laver vi pynt, fastelavnsris og klæder os ud.  Børnene slår katten af tønden, og efter kroning af årets kattekonge og kattedronning spiser vi godterne fra tønden og hygger sammen.

Påske

Påsken markeres med vores store påskefrokost for børnene, hvor vi spiser sammen og får traditionel påskemad, mens vi snakker om traditioner omkring påsken. Vi laver også påskepynt, klippe-klistrer påskekyllinger og dekorerer æg. 

Sommer

Et populært højdepunkt på året er vores sommerfest. Noget, der altid er populært hos børnene er den række boder, vi sætter op på legepladsen med sjove aktiviteter og lege. Her er forældrene inviteret med, og festen foregår om eftermiddagen. Vi leger sammen og spiser noget lækkert, og forældrene har mulighed for at snakke med hinanden.

Høst

Vi holder høstfest for børnene, hvor vi synger sange, samler blade og kastanjer og bruger dem til kreative projekter. Vi fester med hinanden og fejrer, at jorden giver os så mange gode ting, og naturligvis spiser vi nogle af de spændende madvarer, der kan høstes. 

Jul 

Til jul holder vi alle de gode traditioner i hævd - vi laver julepynt, synger julesange og hygger generelt lidt ekstra i julemåneden. Herudover holder vi en julefrokost for vores børn, hvor vi alle sammen spiser traditionel julemad med alt, der hører sig til.

Et andet højdepunkt på året er vores store julefest, hvor forældrene er inviteret til luciaoptog. Børnehavebørnene går optog for resten af huset, og vi synger julesange. Efter optogene samles vi og spiser julegodter. 

Blomstens dag 

Vi har en årlig bedsteforældredag, hvor børnene kan vise deres børnehave eller vuggestue frem for bedsteforældre eller andre familiemedlemmer, som vi kalder blomstens dag. Her kommer de inviterede og følger børnene i nogle timer, og børnene har mulighed for at vise de ting frem, de har lavet i løbet af året. De inviterede har en plante med, som vi sammen planter på vores legeplads. Vi spiser lækre snacks såsom kage eller frugt, og der er mulighed for at snakke med personalet og bruge en hyggelig dag sammen med børnene. 

Lanterneoptog

Vi har en speciel tradition hos Rødkilde Børnehus, som vi er ekstra glade for. Det er vores lanterneoptog, hvor børnene laver deres egen lanterne af forskellige materialer, og vi tænder lys i dem. Så går vi alle sammen et optog med lanternerne og lyser op i den mørke tid. 

Fødselsdage

Børns fødselsdage er noget helt specielt, og det vil vi gerne markere lidt ekstra her hos os. De børn, der har lyst til det, bliver dagens centrum, og der gøres meget ud af at synge fødselsdagssange, hygge og gøre dagen til noget særligt. Fødselsdagsbarnet medbringer en ting at dele ud til de andre - det kan eksempelvis være boller, kage eller frugtspyd. 

Temauger 

Henover året holder vi flere temauger, hvor vi har fokus på et bestemt tema, og alle aktiviteter støtter op om det tema. Vi holder bevægelsesuge, sanseuge og farveuge, og vi garanterer for, at børnene får en masse sjove og lærerige oplevelser med vores temaer.