Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Rødkilde Børnehus

Hverdagen i Rødkilde Børnehus er præget af, at vi arbejder med rutiner og skemalagte aktiviteter, så vi sikrer genkendelighed for børnene, og alle ved, hvad dagen bringer. Vi er selvfølgelig fleksible og indretter os efter barnets behov på dagen, men vi mener, at den bedste måde at sikre rolige og glade børn er gennem strukturer og forudsigelighed i dagens gang. Hvis barnet kender dagen, går de også mere nysgerrigt til aktiviteter.

Dagene hos os forløber således: 

Morgen 

Vi åbner klokken 7.00 og serverer morgenmad mellem 7.00 og 7.30 for de børn, der bliver afleveret tidligt. Vuggestuens to huse og børnehavens stuer er samlet indtil kl. 7.30, hvor vi deler os ud i vores teams. Her er der fokus på den gode modtagelse af børnene, rolige aktiviteter og mulighed for en hurtig snak med forældrene om dagen eller andre aktuelle emner. Vi gør meget ud af at starte dagen godt og tager ekstra hånd om de børn, der måske har brug for et ekstra kram eller opmærksomhed. 

Formiddag

Klokken 9 har vi morgensamling i de enkelte teams, hvor vi gennemgår dagens aktiviteter, snakker om, hvem der er her i dag, synger sange og gør os klar til, hvad dagen bringer. Vi har som i alle aktiviteter fokus på genkendeligheden og rutinerne, og vores morgensamlinger følger samme overordnede struktur hver dag. 

Vi spiser et lille formiddagsmåltid, som består af brød og frugt, og herefter starter dagens aktiviteter. Om formiddagen er vi ofte delt op i mindre grupper, hvor vi laver kreative ting, leger med dukketeater, modellervoks, læser bøger eller andre hyggelige aktiviteter. Vi tager også ofte på tur i nærområdet til Degnemosen eller en af de mange legepladser tæt på. Nogle dage leger vi på vores egen legeplads eller laver børneyoga og rytmik. De største børn mødes i storegruppen og laver aktiviteter, der retter sig mod skolestarten. 

Frokost 

Vi spiser frokost klokken 10.45 i vuggestuen og 11.00 i børnehaven. Der bliver spist på egen stue, men der er altid mulighed for at invitere en ven med ind til frokost. Vi har faste pladser og gør meget ud af genkendelighed i forbindelse med måltidet. Vores køkken laver ugentlige madplaner, og alle er bekendte med, hvordan måltidet foregår. Vi arbejder målrettet med at sikre rolig overgange mellem aktiviteter, så der ikke sker for store udsving, når vi går fra den ene aktivitet til den anden. 

Vi arbejder med at uddanne fremtidens madborgere, og det pædagogiske måltid er en tradition, vi værner om og hygger os med. Der er så mange muligheder for at øve både praktiske, sociale og sproglige færdigheder i måltidet, og vi gør brug af alle de redskaber, vi kan for at gøre børnene madmodige og selvhjulpne. 

Læs meget mere om vores madordning og fremtidens madborgere her.

Eftermiddag

Om eftermiddagen er børnehavne ofte på vores store, flotte legeplads, hvor de kan fordybe sig i sandkassen, lege fangeleg, gynge eller klatre. Vi planlægger aktiviteterne på legepladsen, så alle børn indgår i en aktivitet og ved, hvad de kan forvente. Men der er altid plads til at prøve nye ting, og vi opfordrer vores børn til at være modige i dagens lege og fællesskaber.

Vuggestuen sover lur midt på dagen og er også nogle gange på legeplads eller laver indendørsaktiviteter i takt med, at de vågner. Der er altid plads til, at de børn, der har brug for at sove to gange i løbet af dagen, kan det, og luren foregår på børnenes præmisser. 

I takt med, at vuggestuen vågner, og klokken 14 for børnehaven serverer vi et let eftermiddagsmåltid, der kan bestå af brød og frugt. Resten af eftermiddagen går med rolige aktiviteter og afhentning af børnene. Vi prioriterer den gode slutning på dagen højt, hvor vi har mulighed for at snakke med forældre om, hvordan dagen er gået og til at sige pænt på gensyn. Vi lukker klokken 17 mandag til torsdag og klokken 16.15 om fredagen.